OZ9F | +45 4277 6813 | oz x 9 x f@oz9f.dk | before @ is only oz9f

mcHF radio

mcHF – Software Defined Radio – SDR
Hjemmebygget HF-radio

 

Her er resultatet. Et projekt, som startede tilbage i 2014/15 hvor jeg blev opmærksom på M0NKA – Chris, der havde startet projektet og han havde fået flere andre til at hjælpe med at udvikle, det som skulle have været en IF-radioen til en OZ7IGY 70 MHz transverter. Han besluttede at konstruere en QRP HF radio. Han har nok set lidt på Elecraft KX3 og efterfølgende leget med den ide. Der er gennem de sidste år virkelig sket meget på området.
mcHF ver. 0.6 er blevet “opdaget” af de tyske radioamatører og de har virkelig været meget aktive. Jeg henter næsten dagligt en ny version af firmwaren til min radio.
Min radio har en udgangseffekt på 5 watt sender og modtager på 160 til og med 10 meter. Kan køre følgende modulationsarter: AM – SSB – FM – CW – FreeDV – RTTY – BPSK. Og der sker stadig udvikling.

Herunder vil jeg vise nogle billeder fra mit byggeri – jeg har bygget fire mcHF en til mig selv og en til hver af følgende: OZ3Z – Anders, OZ1FB – Finn og OZ1KFY – Christian.

Her er mit UI-board med den 100 ben store CPU kreds. Jeg købte UI-board, RF-board, Display og CPU-kredsen via MoNKA’s hjemmeside.

Et par billeder af de 100 ben.

Da jeg fik styr på teknikken med at lodde disse på i hånden, så gik det faktisk meget hurtigt. Efterfølgende er alle ben forbindelse kontrolleret. Det tog dog lidt tid.

En god luplampe – og jeg plejer at sige, et par Rød Aalborg skaber en rolig hånd – men da jeg ikke får Rød Aalborg ret tit, så var jeg bange for at mit syn ville svigte mig, så jeg tog bare et glas vand – hi hi.

RF-board: Her er jeg godt på vej og ved at være klar til at sætte toroid og RD16HFF1 FET på plads.

Her er bagsiden af RF-board.

Toroid’erne er på plads.

RD16HHF1 skulle lige tilpasses, jeg har filet alle ben, så det er muligt at skubbe FET’ens hus helt ned til printet.

Lidt arbejde med udgangs transformator m.v.

Her har jeg fået UI-borad til at tale med SI570’eren det var ikke nemt at få loddet den rigtig på plads, idet der er 2 loddeflader på printet som ligger inde under kredsen!

Det fremgår tydeligt, at jeg skulle have taget en lille snaps inden jeg satte denne på plads. Der skal IKKE være forbindelse til den venstre “flade” her på enden af SI570’eren! Jeg måtte varme list på noget flus og litzetråd for at få det overskydende tin af.

Her ses den anden side af SI570’eren og der har jeg været meget dygtigere.

Her er så 3 af de 4 radioer, jeg har bygget.
Jeg har brugt min mcHF som fast radio på HF, jeg har haft flere QSO’er med 5 watt, så det kan sagtens virke.
Jeg har tidligere købt en 144 MHz transverter fra Ukraine og den skal jeg have bygget ind i en kasse, så vil jeg også være QRV på 144 Mhz med min mcHF. Det skal nok blive godt. Når det kommer til at virke, vil det næste skridt være at det skal være IF-radio til min 10 GHz transverter. Det bliver spændende.

En lille test med 144 MHz transverteren og et 30 dB dæmpeled fra samme forhandler.

Testen var på 145,475 FM, som er lokal frekvensen for Fredericia.